OMTALE

Ind imellem støder man på den misforståelse, at begrebet abstrakt ekspressionisme først og sidst indebærer fuld damp på kedlen. Billeder, der intet forestiller, og hvor kunstneren blot har givet følelserne frit løb, til det hele ebbede ud. En slags kunstens sikkerhedsventil. Sådan er det ikke. Tværtimod, faktisk. Et stort kunstnerisk udtrykspotentiale kræver en tilsvarende stærk styring, hvis ikke det hele blot skal munde ud i kulørte vulkanudbrud.

Energi, dynamik og styring

Brit Hendriksen (f. 1975) er et godt eksempel på ovenstående. Med afsæt i det grafiske har hun igennem de senere år i stigende grad helliget sig maleriet, der hos hende nok bliver sat i scene med store armbevægelser og stærke kulører, men samtidig synes at være under skarp overvågning af hendes bevidste billedkunstneriske tæft. Også i de billeder, som kunstneren selv finder bedst og lidt beskedent påstår har malet sig selv!

"Finding my Path" - At finde min vej - hedder to af de 28 malerier, der for øjeblikket hænger i Galleri Nørballe. Denne søgen synes hele tiden at være til stede som en heftig puls, der så at sige driver værket og værkerne frem. Acrylfarverne er voldsomt pågående, indimellem endda isprængt rød signalfarve, men en klar struktur holder det hele fast i en udefinerbar orden, ikke ulig naturens, hvor alt levende holder hinanden på plads og i balance indenfor givne økosystemer. Eller måske  burde man anføre begrebet landskab, hvor netop natur og menneskeskabt mødes og spiller sammen. Ikke mindst de store lærreder "White Light" 1-3 overbeviser. Enorme volter af energi, dynamik og drama er de bærende elementer: Farver og atter farver, båret frem af hvidt, styret af hvidt. Mange mindre områder af værkerne træder i karakter med hver deres billedmæssige betydning. Også en finurlig ikonografi med små abstrakte figurer, tynde streger, prikker og kommaer, har deres andel i at den samlede symfoni klinger så rent som den gør.

Lige så lidt som Brit Hendriksens billedtale låser beskueren fast i en forud defineret kunstoplevelse, ligeså lidt viser titlerne frem mod en begrænsende fortolkning af værkerne. "Skytsengel"? "Spring Theme"? "Solitude"? Alle begreber kan give hints til betragteren, men den samlede udsigelse opstår kun i den enkelte, der lige i dag, lige nu, mødes med kunstnerens store, talende lærreder. De er dybt personlige og samtidig åbne som et spejl. Det skal blive spændende at følge hende fremover.